Det er bekymrende at så mange børn og unge har det svært. Og hvorfor lader det til at flere og flere børn og unge mistrives. Er tallene misvisende, eller får de unge det rent faktisk værre og værre?
En del af det er nok at man er mere opmærksom på det, men jeg tror ikke det kan forklare det helt.
Elefanten i rummet er sociale medier og iPad-opdragelse, hvis du spørger mig.
Det er måske også blevet mere acceptabelt at opsøge hjælp når psyken driller, hvilket skubber lidt til til statistikken. Tror også sociale medier og iPads kan gøre noget. Og dårlige normeringer i institutioner. Jeg synes også ofte at jeg læser en overskrift om at vi arbejder mere end nogensinde. Det gør det nok heller ikke nemmere at være barn.
Jeg er i gang med at læse at læse bogen “Børns mentale sundhed: når nervesystemet er på overarbejde” hvor det her faktisk også berøres, og forfatteren kommer med nogle ideer om hvorfor mange børn overbelastes (ikke kun de neurodivergente) og ender med f.eks. skolevægring. Hun nævner bl.a. sociale medier som en medvirkende faktor, men også at børn helt generelt udsættes for flere indtryk, højere ansvar, længere tid i skole/institutioner (og flere børn samlet i klasser/grupper) og forældre der er mindre hjemme end tidligere. De har simpelthen for lidt tid til at falde til ro og mindre mulighed for tryghed og støtte fordi forældre arbejder mere.
Hvordan kan det være vi arbejder mere end tidligere? Hvor lang tid tilbage er “tidligere”? Siger bogen noget om det?
Hun bruger sin barndom i 70’erne som eksempel
Edit: bogen berører ikke årsager ret meget, og hun gør det klart, at det bare er hendes ideer om årsagerne. Bogens fokus er klart på hvad man kan gøre for at hjælpe børnene når der er overbelastede, med udgangspunkt i nogle eksempler, og går ikke så meget i dybden med årsagerne. Der lægges op til at man skal søge hjælp hvis man ikke mener man kan hjælpe barnet selv.
